Behov for bedre internationale skrotreglerMiljøministeriet03/05-2005 Miljøminister Connie Hedegaard har i dag fået svar på sin henvendelse til den indiske miljøminister A. Raja vedrørende M/F Kong Frederik IX, der ligger til ophugning i Indien. Meldingen er, at inderne ikke betragter skibet som affald, og at inderne kan håndtere skibet miljømæssigt forsvarligt og i overensstemmelse med indisk lovgivning. "Inderne er ikke i tvivl om, at det er Danmarks klare holdning, at skibet ikke skal hugges op på en strand i Indien. Men desværre kan vi ikke bruge Basel-konventionen til at kræve affaldet retur. Og vi kan heller ikke bruge den til at tvinge inderne til at dele vores opfattelse. Efter indernes opfattelse handler sagen alene om, hvorvidt deres nationale lovgivning bliver overholdt, og da vi ikke kan diktere, hvordan Indien håndhæver egen lovgivning, er Danmarks eneste handlemulighed at appellere politisk til inderne. Det gjorde jeg med brevet til min kollega, jeg gjorde det på mødet med hans viceminister i New York, og den danske ambassade i Delhi har efterfølgende flere gange gentaget de danske synspunkter overfor de indiske myndigheder", siger Connie Hedegaard. Isoleret set har Danmark ikke de største problemer med skrotning af færger, for den danske handelsflåde har kun i gennemsnit 7 år på bagen og er dermed verdens yngste. Men Greenpeace anslår, at op mod 300 europæiske enkeltskrogede skibe skal udfases i løbet af de kommende år. Det er derfor vigtigt, at Indien har tilkendegivet, at man vil gå i dialog med Danmark om bedre internationale regler for skrotning af skibe. "Sagen om M/F Kong Frederik IX, og den internationale bevågenhed sagen har fået, skal bruges til at danne en alliance af lande, som vil arbejde for bedre internationale regler. Jeg vil derfor bl.a. skrive til mine nordiske kollegaer og til miljøministrene i EU. Udover, at vi i EU må drøfte, hvad der skal ske med de mange tankskibe, ja, så er der et åbenlyst behov for at stoppe den systematiske fusk og vildledning af myndighederne, som fører til, at skibene bliver hugget op under uacceptable miljø- og arbejdstagerforhold. Et af Danmarks klare mål er, at spørgsmålet om, hvorvidt et skib er affald eller ej bliver afgjort efter internationale standarder", siger Connie Hedegaard. I FN’s internationale maritime organisation, IMO, vil Danmark arbejde for bindende retningslinier for bl.a. rensning af skibe inden ophugning og oplistning af farlige stoffer ombord. Danmark ønsker også, at der bliver etableret et anmeldesystem, som forpligter skibsejeren, flagstaten, importstaten og stedet, hvor skibet skal hugges op. |
|||||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |